At være tandklinik ejer, indebærer en bred vifte af ansvarsområder og udfordringer.
Mens mange ser tandlægefaget som en højt betalt og prestigefyldt profession, er virkeligheden for tandklinik ejere bestemt ikke altid en dans på roser.
En ny undersøgelse viser, at 6 ud af 10 klinikejere oplever perioder med udbrændthed.
Du kan læse artiklen om undersøgelsen i Tandlægebladet , hvor der også er forskellige bud på årsagerne til mistrivsel blandt tandlæger.
Jeg har forsøgt at koge mine erfaringer ind i dette blogindlæg , hvor jeg vil forsøge at komme med et personligt bud på hvilke faktorer der spiller ind her.
Med andre ord hvorfor eller hvordan er det egentlig gået så galt ?
1. Rekrutteringsproblemer:
Et af de største udfordringer, som mange tandklinik ejere står overfor, er rekrutteringsproblemer. Mange oplever vanskeligheder ved at tiltrække og fastholde kvalificerede tandlæger og tandplejere. Denne mangel på kvalificeret personale kan føre til øget arbejdspres og overbelastning for klinikejeren, som ofte bliver nødt til at påtage sig ekstra ansvar for at opretholde klinikkens drift. Ledelsesmæssigt er det også en uhyre svær balancegang at stille rimelige og nødvendige krav til personalet hvis man samtidigt ved at de så nemt som ingenting kan finde et nyt job “lige rundt om hjørnet”.
2. Stigende myndighedskrav og dokumentationsbyrde:
Tandlægebranchen er underlagt stadigt stigende myndighedskrav og krav om dokumentation. Klinikejere skal konstant holde sig opdateret på ændringer i lovgivningen og sørge for, at deres praksis er i overensstemmelse hermed. Denne dokumentationsbyrde kan være overvældende og tidskrævende, især når kravene kan virke meningsløse eller unødvendige for nogle tandlæger. Denne ekstra administrative byrde kan bidrage til udbrændthed og frustration hos klinikejere.
3. Store faglige krav:
Som klinikejer er der et konstant pres for at levere høj kvalitet og faglig ekspertise. Vores fag udvikler sig hurtigt, og det kræver, at klinikejere og deres personale holder sig ajour med de nyeste teknikker og behandlingsmetoder. At opretholde en høj faglig standard kan være udfordrende og kræver løbende uddannelse og videreuddannelse. Det ligger dybt i vores DNA som tandlæger at vi hele tiden vil dygtiggøre os , så vi kan give patienterne den bedste behandling, men når det krav kombineres med de øvrige ansvarsområder, kan der nemt blive skabt et stort samlet forventningspres der skaber stress og udbrændthed
4. Frygt for klagesager:
Klinikejere oplever ofte frygt for klagesager, der kan have alvorlige konsekvenser for klinikejeren.
Selvom det er vigtigt at sikre patientsikkerhed og at overholde alle regler og retningslinjer, kan denne frygt skabe en konstant følelse af usikkerhed og bekymring. Det kan resultere i øget stress og udbrændthed hos tandklinik-ejere, som altid skal være på vagt og sikre, at de undgår enhver form for fejl eller fejlbehandling.
Frygt for klagesager kan også nemt resultere i en defensiv strategi når man skal fremlægge behandlingsforslag for patienterne for “man vil ikke rode sig ud i problemer” , men det er jo heller ikke problemfrit for så ved vi jo inderst inde godt at patienten ikke har fået den optimale behandling.
5.Økonomi Økonomi Økonomi
Mange tandlæger står over for en udfordring, der kan være både følelsesmæssig og stressende: at fremlægge “dyre” behandlingsforslag for deres patienter. Selvom det er i patientens bedste interesse at få den bedst mulige behandling, kan det være svært for tandlæger at navigere i dette område.
At foreslå dyre behandlinger kan udløse følelser som skyld, angst og frygt for at blive opfattet som grådige eller salgsorienterede.
Tandlæger er uddannet til at give den bedst mulige pleje og behandling for deres patienter. Vi stræber efter at bevare patientens tandsundhed og forhindre yderligere problemer.
Dog kan omkostningerne ved visse behandlinger være betydelige, og det kan skabe en indre konflikt hos os tandlæger.
Vi ønsker at tilbyde de mest optimale løsninger, men er samtidig bevidste om, at økonomiske begrænsninger kan spille ind for patienterne.
Dette dilemma kan give anledning til stress og følelsesmæssig belastning for tandlægerne. Man kan føle sig presset mellem vores ønske om at yde den bedst mulige behandling og bekymring for patientens reaktion på de foreslåede omkostninger.
Frygten for at blive opfattet som upålidelig eller udnyttende kan være overvældende.
6. Krav til professionel ledelsesstil uden lederuddannelse:
Mange tandlæger bliver klinikejere uden nogen form for formel lederuddannelse. På trods af dette pålægges vi krav om at være effektive ledere og administratorer af vores praksis. At håndtere personale, håndtere økonomi og administrere en tandklinik kræver en bred vifte af ledelsesfærdigheder. Manglende træning og erfaring inden for ledelse kan føre til frustration og følelse af utilstrækkelighed hos klinikejerne.
Konklusion:
Udbrændthed er et alvorligt problem blandt tandklinik-ejere. Rekrutteringsproblemer, stigende myndighedskrav, dokumentationsbyrde, store faglige krav, frygt for klagesager, krav til professionel ledelsesstil, økonomi og manglende kollektivt ansvar er blot nogle af de faktorer, der kan bidrage til udbrændthed. Det er vigtigt, at vi som faggruppe erkender disse udfordringer og arbejder på at finde løsninger for at støtte tandklinik-ejere i deres arbejdsliv. Dette kan omfatte bedre understøttelse og rådgivning , tilbud om lederuddannelser til klinikejere og fremme af en kultur, hvor ansvar og byrder deles kollektivt.
Det var jo oplagt at vores faglige foreninger/organisationer skulle tage sig af dette, men
uden at dette skal udvikle sig til et fagpolitisk indlæg tror jeg roligt at man kan sige at vores foreninger har sovet gevaldigt i timen eller også har klinikejerne ganske enkelt ikke, indtil nu , haft en stærk repræsentation der
- Havde fingeren på pulsen og dermed et klart billede af hvor vi var på vej hen
- Havde et stærkt fokus på kun at repræsentere klinik-ejernes interesser og ikke alle mulige andre dagsordener.
Om vi efterhånden får en fagpolitisk organisation der formår dette, ved jeg ikke, så indtil videre tænker jeg at vi må lægge et stort pres på organisationerne og gøre det klart for dem at deres eksistensberettigelse selvfølgeligt afhænger af om man har reel vilje til at arbejde stenhårdt for at ændre denne her situation.
Heldigvis er der masser af sparring at hente i de mange uformelle netværk for klinikejere der allerede findes, der er mange tilbud om ledercoaching og mentalt arbejde, så der findes heldigvis flere muligheder for at tackle disse udfordringer så man kan skabe en mere bæredygtig og tilfredsstillende arbejdssituation for sig selv og sit personale.
Jeg synes det er positivt at der kommer fokus på en meget tabubelagt problemstilling, f.eks med artiklen om udbrændthed i tandlægebladet.
Jo mere vi åbent tør tale om at det faktisk er ret svært at være klinikejer, jo bedre bliver mulighederne for at vi for alvor, forhåbentligt i en nær fremtid, får gjort noget ved problemstillingerne.
Du kan læse om Hidalgo Consultings leder kursus den første uge i september her
